Håndbold i Odense

Der bliver dyrket masser af håndbold i Odense, og måske er du også vild med håndbold? Det kan være, at du går og leger med tanken om at spille håndbold, eller måske er du allerede medlem af en håndboldklub? I denne artikel kan du læse om håndbold i Odense.

Odense Håndbold

Når vi taler om håndbold i Odense, så skal vi naturligvis nævne Odense Håndbold. Her er der tale om en håndboldklub inden for damehåndbold, som er med i den bedste håndboldliga for kvinder i Danmark.

Odense Håndbold blev etableret i august 2009, da klubben overtog GOG Svendborg TGI’s licens til håndboldligaen for kvinder. Klubben har endnu ikke vundet Danmarksmesterskabet, men de har været tæt på. Odense Håndbold endte med DM sølv i sæsonerne 2018 og 2020, og de var også i pokalfinalen i såvel 2018 som 2019. Derfor er det nærmest blot et spørgsmål om tid, før der kommer guld til håndbolddamerne i Odense.

GOG Håndbold

GOG er en håndboldklub, som hører til i Gudme ca. 50 km. fra Odense. GOG er en af de mest succesrige håndboldklubber i Danmark, og indtil nu har klubben vundet det Danske Mesterskab syv gange og den danske håndbold pokalturnering ni gange. Klubben konkurrerer i mændenes håndboldliga, og den er ofte blandt favoritterne til mesterskabet.

GOG blev grundlagt tilbage i maj 1973 som resultat af en sammenlægning af klubberne fra Gudme, Oure og Gudbjerg. Klubben rykkede op i den bedste håndboldliga for mænd i Danmark i 1987, og fem år senere vandt klubben sit første Danmarksmesterskab i 1992.

HC Odense

Men hvis du er mand, og ønsker at spille håndbold i Odense, så behøver du måske ikke at tage turen til Gudme hver gang. I Odense har vi HC Odense, som blev startet op i juni 2012, og selskabet blev stiftet i slutningen af maj 2013. HC Odense har to herrehold, som er placeret i henholdsvis 1. division og 3. division.